Nosework sporten går altså ud på at træne hunden til, at kunne finde forskellige dufte i forskellige miljøer. De dufte som man i Danmark arbejder med er: Lavendel, Eukalyptus og Anis.
Man bruger ikke æteriske olier direkte, da det er alt for stærkt. Til prøver bruges der “kontaminerede kilder”. Dvs. at man i en lukket beholder “smitter” kilder (vatpindedutter, filtdutter eller lign.). Én dråbe olie til 50-100 kilder! Til prøver skal kilderne være kontamineret i mere end 24 timer og indenfor 7 dage før brug ved prøve/ konkurrence.
Til træning kan man også bruge et hydrolat. Hydrolater er fremstillet ved vanddamp og plantedele og de er meget svagere i duften end æteriske olier. De er meget nemmere at håndtere end den æteriske olie. Et hydrolat dryppes på en kilde og vil over en kortere periode fordampe igen.
Jeg vil klart anbefale at man vælger hydrolat til sin træning, og hvis hunden kan finde en kilde med hydrolat så kan den også uden problemer finde en kontamineret kilde.
Den første duft man møder i prøveprogrammet i NW1 er lavendel, og det er derfor også den duft man typisk starter med at lære hunden at kende og finde. I NW2 prøven bruges både lavendel og eukalyptus og i NW3 samt NWelite er Anis duften så med også.
Når hunden først har lært én duft at kende og forstået at det handler om at finde og markere kilden med denne duft, så kan den hurtigt og nemt lære andre dufte også da den grundlæggende forståelse allerede er på plads.
Til en prøve/ konkurrence hvor der er flere duftkilder, vil kilderne være placeret med en afstand på mindst 1,2 meter.

* Kombinationsduft mellem lavendel og eukalyptus (1 kontamineret emne med lavendel + 1
kontamineret emne med eukalyptus).
** Kombinationsduft mellem lavendel, eukalyptus og anis (1 kontamineret emne med lavendel + 1
kontamineret emne med eukalyptus + 1 kontamineret emne med anis).
*** Forstyrrelsesdufte: Forstyrrelsesdufte: I disse klasser kan der ved alle momenter, være op til 2
forskelligt placerede forstyrrelsesdufte. En forstyrrelsesduft skal have en afstand til en målduft på
mindst 1,2 meter. Meningen med forstyrrelsesdufte er at sikre, at hunden påviser målduften og ikke
bare en afvigelse i en af beholderne.

