Træning gennem leg

Den glæde og motivation som kan opnås gennem leg med hunden, bliver en fantastisk stærk belønning og dermed oplagt at bruge når vi skal træne med hunden.

Man kan selvfølgelig bruge leg som en belønning for når hunden udfører en øvelse – men man kan også bruge legen til at forme øvelsen og gøre selve øvelsen til en del af legen. På den måde kan hundens motivation og glæde ved legen blive koblet på øvelsen.

Mange hundefører vil sige “jeg træner lydighed med min hund”.
Det gør jeg ikke, faktisk træner jeg næsten ikke lydighed med mine hunde. Jeg leger!

Denne video viser en god og nem måde at starte på. Med denne lille leg kan man opnå et godt fokus fra hunden og give den en forståelse for at belønning (legen fortsætter) kan opnås gennem fokus og respons på de signaler og/ eller kommandoer vi sender den.
Via legen sender jeg nogle signaler til hunden, som får den til at udføre en “sit”. De fleste af vores hunde har lært helt fra små at sætte sig for at opnå en godbid og det er derfor en øvelse de ret nemt tilbyder af sig selv. Måden legen “bremses på” med løft af arm og legetøj er et tydeligt signal til hunden. I denne video giver jeg også en mundtlig kommando fordi hunden kender kommandoen, men man starter uden at bruge en mundtlig kommando og sætter først kommandoen på når man ved med sikkerhed at hunden sætter sig. Man kan sige kommandoen lige i det øjeblik hunden får sat sig. Så lærer hunden at koble kommandoen på handlingen.

Til en start synes jeg det er vigtigt at man er hurtig til at belønne, sådan at øvelsen (sit) bliver en del af selve legen og så hundens forventning (om at fange byttet) ikke dæmpes. Det er meget vigtigt at forventningen bibeholdes så motivationen ikke falder.
Det er super vigtigt, at man har et markørsignal så man kan fortælle hunden hvad det var den gjorde som udløste markørsignalet og dermed belønningen. Mit markørsignal er “JA” (se video omkring indlæring af markørsignal her: https://boxeren.dk/betingning-af-markoerord/).

Når I bliver gode til legen og hundens forventning holdes oppe, så begynder man at trække tiden en lille smule mellem hundens udførelse at SIT og markørsignal (=legen fortsætter). Dette vil træne hunden i at holde fokus og disse små pauser er utrolig vigtige, for at hunden kan have RO i hovedet. RO uden at motivationen falder fordi forventningen bibeholdes. Faktisk vil disse små vigtige pauser når de bruges rigtigt, kunne være med til at ØGE hundens forventning. Man “spænder buen” kan man sige og belønningen i at markørsignalet udløses og legen fortsætter bliver for hunden endnu større.
At hunden – også når driften er høj formår at have RO i hovedet er utrolig vigtigt og har stor betydning for hundens indlæringsevne.


Ét svar til “Træning gennem leg”

  1. […] Se video om træning gennem leg her: Træning gennem leg […]